Det var egentligen det sista som hände innan vi for hem via Stansteds flygplats igår eftermiddag. Jag och Ulla satt i baksätet i Mike´s och Sue´s bil på motorvägen M4 någonstans nordväst om London i som alltid ganska intensiv trafik med svenska mått mätt.
Efter en härlig vecka med våra vänner, på landsbygden några mil söder om den gamla romerska staden Cirencester i det pittoreska landskapet Cotswolds tjugo mil väster om huvudstaden, med dagliga utflykter och upplevelser i området, var vår lilla men ytterst rika vårvintervecka till slut över.
Jag satt som jag gjort hela tiden, spanande ut över bygden, så olik min egen. Ormvråkar, svarta kråkor, råkor, tornfalkar och en och annan glada svepte förbi i hastigheten, när plötsligt något helt annorlunda glimtade till. Mer än en sekund blev det emellertid inte för ögonen och tanken, det räckte dock och jag böjde mig fram emot Mike och frågade vad det där lilla inplanterade hjortdjuret hette nu igen.
- Muntjak! said Mike.
- Well, I´ve just seen one, I answered.
Här är bilden som jag har kvar i mitt minne.
Den var så liten. Hälften så stor som ett rådjur, nästan som en reslig fälthare. Den gick på skrå ner mot slänten till motorvägen, inte mer än tio meter bort, bland kardvädd, gult gräs och buskar och det enda jag såg var det egendomligt randiga huvudet som den sträckte fram ur vegetationen. Sen var det över.
Hemma finner jag på Wikipedia en dansk redogörelse av Muntjakens förekomst i England; en typisk inplanteringshistoria med oväntade besvärligheter i släptåg, såsom oftast:
Kinesisk Muntjak
Karakteristika
Den kinesiske muntjak eller Reeve's muntjak som den også kaldes er en lille asiatisk hjorteart. Den er omkring 40-45 cm høj og vejer 11-28 kg. Pelsen er valnødbrun, med mørkere farver omkring benene. Halen er sort og 10-15 cm og spejlet er hvidt. Hannen er typisk lidt større og tungere end hunnen og har en to små horn(12-15cm). Hannen har udover horn, 2 -5 cm lange hjørnetænder, som sidder på premaxilla, som gør at de ikke så let brækker under kampe om territorium og hunner. Både hannen og hunnen har sorte aftegninger i ansigtet, som følger nogle kamme i kraniet. Både hanner og hunner har kirtler omkring øjnene om producerer en sekret som bruges til bl.a. at afgrænse territoriet. Klovene på muntjakken er ikke lige store om hos andre hjortearter, hvilket tydeligt kan ses på dens fodspor. Som andre hjorte er muntjakken meget agtsom og sky.
Den kinesiske muntjak eller Reeve's muntjak som den også kaldes er en lille asiatisk hjorteart. Den er omkring 40-45 cm høj og vejer 11-28 kg. Pelsen er valnødbrun, med mørkere farver omkring benene. Halen er sort og 10-15 cm og spejlet er hvidt. Hannen er typisk lidt større og tungere end hunnen og har en to små horn(12-15cm). Hannen har udover horn, 2 -5 cm lange hjørnetænder, som sidder på premaxilla, som gør at de ikke så let brækker under kampe om territorium og hunner. Både hannen og hunnen har sorte aftegninger i ansigtet, som følger nogle kamme i kraniet. Både hanner og hunner har kirtler omkring øjnene om producerer en sekret som bruges til bl.a. at afgrænse territoriet. Klovene på muntjakken er ikke lige store om hos andre hjortearter, hvilket tydeligt kan ses på dens fodspor. Som andre hjorte er muntjakken meget agtsom og sky.
Levesteder
Den kinesiske muntjak lever i subtropiske regnskove i Sydøst Kina og Taiwan ofte i nærheden af vandløb. Den skjuler sig godt i den tætte underskov hvor den også finder sin føde. Den laver små stier gennem skoven som letter passagen gennem junglen betydeligt.
Muntjakken er også blevet introduceret til Woburn i England omkring år 1900. I England har muntjakken ikke samme habitat preferencer som den har i Kina og Taiwan. Den lever fint selvom der ikke er en tæt underskov at gemme sig i, og er fundet i både løv og granskove, og selv på dyrket jord i forsteder. Dette skyldes først og fremmest at der i England ikke er samme grad af naturlige predatorer som i Kina og derfor ikke har samme behov for at kunne skjule sig.
Muntjakken er også blevet introduceret til Woburn i England omkring år 1900. I England har muntjakken ikke samme habitat preferencer som den har i Kina og Taiwan. Den lever fint selvom der ikke er en tæt underskov at gemme sig i, og er fundet i både løv og granskove, og selv på dyrket jord i forsteder. Dette skyldes først og fremmest at der i England ikke er samme grad af naturlige predatorer som i Kina og derfor ikke har samme behov for at kunne skjule sig.
Fødesøgning
Muntjakken finder sin føde dybt inde i junglens tætte underskov. Føden består af skud, knopper, kviste, svampe og nedfalden frugt, men den er også set æde æg og ådsler og betegnes derfor som omnivor. Muntjakken er også set jage små pattedyr og fugle som har rede på jorden.
Adfærd og social levevis
Muntjakken er en solitært-levende, territoriel hjort, som typisk findes i den tætte underskov i junglen. Som nævnt laver den små stier i den tætte jungle for at lette bevægelsen gennem terrænet. Muntjakken er mest aktiv i de tidlige morgentimer og i skumringen. Muntjakken er meget territoriel og vil kæmpe for at forsvare sit territorium. Hjørnetænderne og hornene bruges til kampe mellem rivaliserende hanner. Hornene bruges til at skubbe modstanderen ud af balance og derefter hugges en af hjørnetænderne mod modstanderens ansigt, hals. Kampene kan være meget voldsomme og blodige og kan føre til at en af hannerne dør. Man har dog observeret at en dominerende han tolererer en submissiv han på sit territorium hvis ikke denne er en potentiel trussel eller er i brunst. Dette kan være en fordel for begge parter. Den submissive han undgår blodige kampe, men får alligevel mulighed for "træne" og prøve kræfter med den dominante han. Den dominante har også en fordel heraf, da der nu er to til at forsvare territoriet samtidig med at han kan have hunnerne for sig selv.
Hunnernes territorier kan godt overlappe i modsætning til hannernes. Hannernes overlapper kun hunnernes.
Man ved ikke så meget om muntjakkens levealder, men den engelske lever normalt lidt længere end den kinesiske. Dette skyldes at der ikke findes predatorer i england i samme grad som i Kina og Taiwan. I Kina og Taiwan er de naturlige fjender; tiger, leopard, sjakaler krokodiller, slanger mm, hvor det i England kun er ræven. Dette medfører at muntjakkens adfærd er noget anderledes i Englang end den er i Kina, hvor den er meget mere sky og forsigtig.
Muntjakken har en meget veludviklet kommunikation. Den bruger lyde og kemiske signaler til at kommunikere med. Muntjakken kan gø når den er skræmt, typisk når der er en predator i nærheden, eller en dominerende artsfælle, hvilket har givet den øgnavnet, den gøende hjort. Oprindeligt troede man at gøen var kommunikation mellem artsfæller, signal og fare eller lokalisering. Dette er dog ikke bevist, derimod har man fundet ud af at gøen har en mere specifik funktion end først antaget. Gøen bliver brugt ved to omstændigheder: predatorer i området/nærheden og under sociale interaktioner f.eks. når en submissiv møder en dominant han. Derudover mener man også at gøen forekommer som følge af en indre angstreaktion, når den jagtes af en predator, udfordres af andet individ mm. Gøen er også en god alarm for andre små pattedyr om at en predator, en tiger eller leopard i er nærheden. Mennesket har også haft glæde af denne gøen af samme årsag.
Den kemiske kommunikation er den primære kommunikations metode forgår ved duftmarkeringer omkring territoriegrænsen. Muntjakken sender signaler til andre om sin identitet, territorium og sexuelle stadie ved hjælp af denne duftmarkering. Duftkirtlen sidder omkring øjnene og muntjakken gnider hovedet op af forskellige objekter.
Muntjakken er en solitært-levende, territoriel hjort, som typisk findes i den tætte underskov i junglen. Som nævnt laver den små stier i den tætte jungle for at lette bevægelsen gennem terrænet. Muntjakken er mest aktiv i de tidlige morgentimer og i skumringen. Muntjakken er meget territoriel og vil kæmpe for at forsvare sit territorium. Hjørnetænderne og hornene bruges til kampe mellem rivaliserende hanner. Hornene bruges til at skubbe modstanderen ud af balance og derefter hugges en af hjørnetænderne mod modstanderens ansigt, hals. Kampene kan være meget voldsomme og blodige og kan føre til at en af hannerne dør. Man har dog observeret at en dominerende han tolererer en submissiv han på sit territorium hvis ikke denne er en potentiel trussel eller er i brunst. Dette kan være en fordel for begge parter. Den submissive han undgår blodige kampe, men får alligevel mulighed for "træne" og prøve kræfter med den dominante han. Den dominante har også en fordel heraf, da der nu er to til at forsvare territoriet samtidig med at han kan have hunnerne for sig selv.
Hunnernes territorier kan godt overlappe i modsætning til hannernes. Hannernes overlapper kun hunnernes.
Man ved ikke så meget om muntjakkens levealder, men den engelske lever normalt lidt længere end den kinesiske. Dette skyldes at der ikke findes predatorer i england i samme grad som i Kina og Taiwan. I Kina og Taiwan er de naturlige fjender; tiger, leopard, sjakaler krokodiller, slanger mm, hvor det i England kun er ræven. Dette medfører at muntjakkens adfærd er noget anderledes i Englang end den er i Kina, hvor den er meget mere sky og forsigtig.
Muntjakken har en meget veludviklet kommunikation. Den bruger lyde og kemiske signaler til at kommunikere med. Muntjakken kan gø når den er skræmt, typisk når der er en predator i nærheden, eller en dominerende artsfælle, hvilket har givet den øgnavnet, den gøende hjort. Oprindeligt troede man at gøen var kommunikation mellem artsfæller, signal og fare eller lokalisering. Dette er dog ikke bevist, derimod har man fundet ud af at gøen har en mere specifik funktion end først antaget. Gøen bliver brugt ved to omstændigheder: predatorer i området/nærheden og under sociale interaktioner f.eks. når en submissiv møder en dominant han. Derudover mener man også at gøen forekommer som følge af en indre angstreaktion, når den jagtes af en predator, udfordres af andet individ mm. Gøen er også en god alarm for andre små pattedyr om at en predator, en tiger eller leopard i er nærheden. Mennesket har også haft glæde af denne gøen af samme årsag.
Den kemiske kommunikation er den primære kommunikations metode forgår ved duftmarkeringer omkring territoriegrænsen. Muntjakken sender signaler til andre om sin identitet, territorium og sexuelle stadie ved hjælp af denne duftmarkering. Duftkirtlen sidder omkring øjnene og muntjakken gnider hovedet op af forskellige objekter.
Reproduktion
Muntjakken får adgang til hunnerne ved at territorierne overlapper. Muntjakken i Kina og Taiwan får kalve året rundt, hvorimod de i England ser ud til at have en sæsonafhægig cyklus, hvor parringen typisk finder sted i oktober og ungerne fødes i marts. Begge køn udvikler sig hurtig og bliver kønsmodne allerede efter 24 uger for hunnen og 36 uger for hannen. Det er ikke så sandsynligt at helt unge hanner får adgang til hunnerne, men unge hanner har generelt større reproduktiv succes end gamle hanner på grund af bedre/stærkere hjørnetænder.
Når hannen og hunnen mødes, laver hannen en summende lyd, som får hunnen til at lægge sig fladt ned og virre med hovedet og spinde/pibe som en kat. Dette er tegn på underkastelse, og kort efter sker parringen. Herefter er hannen ikke længere involveret og hunnen må klare sig selv. Når brunst tiden er slut taber hannen hornene. Hornene kommer tilbage på blot 103 dage, hvilket er smart for en art som kan parre sig året rundt.
En muntjak-kalv er på størrelse med et stort marsvin når de fødes og har hvide pletter i pelsen. Der er minimal forældre pleje. Diegivning sker normalt kun de første 17 uger. Fordi ungerne vokser så hurtigt er det ikke en større omkost for moderen at opfostre hanner, som ellers normalt har et højere energikrav. Efter 6 måneder er ungerne udvokset og de må forlade moderens territorium.
Muntjakken får adgang til hunnerne ved at territorierne overlapper. Muntjakken i Kina og Taiwan får kalve året rundt, hvorimod de i England ser ud til at have en sæsonafhægig cyklus, hvor parringen typisk finder sted i oktober og ungerne fødes i marts. Begge køn udvikler sig hurtig og bliver kønsmodne allerede efter 24 uger for hunnen og 36 uger for hannen. Det er ikke så sandsynligt at helt unge hanner får adgang til hunnerne, men unge hanner har generelt større reproduktiv succes end gamle hanner på grund af bedre/stærkere hjørnetænder.
Når hannen og hunnen mødes, laver hannen en summende lyd, som får hunnen til at lægge sig fladt ned og virre med hovedet og spinde/pibe som en kat. Dette er tegn på underkastelse, og kort efter sker parringen. Herefter er hannen ikke længere involveret og hunnen må klare sig selv. Når brunst tiden er slut taber hannen hornene. Hornene kommer tilbage på blot 103 dage, hvilket er smart for en art som kan parre sig året rundt.
En muntjak-kalv er på størrelse med et stort marsvin når de fødes og har hvide pletter i pelsen. Der er minimal forældre pleje. Diegivning sker normalt kun de første 17 uger. Fordi ungerne vokser så hurtigt er det ikke en større omkost for moderen at opfostre hanner, som ellers normalt har et højere energikrav. Efter 6 måneder er ungerne udvokset og de må forlade moderens territorium.
Status
Ikke truet, anses for at være almindelig i sydøst Kina, og derfor ikke på liste over truede dyrearter. Jages for kødets skyld.
Ikke truet, anses for at være almindelig i sydøst Kina, og derfor ikke på liste over truede dyrearter. Jages for kødets skyld.
Inlägg
Inga kommentarer:
Skicka en kommentar